Torsdag fik jeg besøg af min praktikvejleder; Lars, og vi fik en snak om praktikforløbet. Indtil nu har analyse og undersøgelser fyldt meget i form af interviews, møde med IT-afdeling og spørgeskemaundersøgelse. Vi snakkede om hvordan jeg kan definere projektstyringen, og endte med en kombination af vandfaldsmodellen og Lean Startup.
Vandfaldsmodellen kan jeg ikke følge til fulde, da jeg ikke bliver en del af programmering og vedligeholdelse, men jeg har dog i tankerne at gå videre med projektet til hovedopgaven.
Måden jeg vil kombinere vandfaldsmodellen med Lean Startup, er ved at tilføje loops. Allerede nu har jeg lavet udkast til design, men dette skal finjusteres i forhold til brugernes behov. Derfor vil jeg tilføje loops under analyse og design i vandfaldsmodellen, da justeringer vil forekomme over flere omgange. Derfor finder jeg denne kombination mest logisk.
Projektet omhandler ikke kun hvordan en kommunikationsstrategi skal udformes, men også hvordan servicen kan forbedres via det nye intra. Jeg vil derfor anvende metoden AT ONE, som gør at jeg kan integrere design-thinking og strukturere udviklingsprocessen. Metoden vil på skrift blive mere omfattende end som tidligere anvendt i andre projekter, da jeg gerne vil gå mere i dybden. Dermed kan modtageren af mit endelige produkt få mere indsigt i hvad der ligger til grund herfor.
Fredagen gik med at undersøge svar fra spørgeskemaundersøgelsen, og her er svarene indtil videre i tråd med mine første antagelser i forhold til indhold, anvendelse og struktur. Jeg håber på at der er dukket flere besvarelser op, når jeg møder på mandag igen.
Derudover har jeg bygget lidt videre på et design i Pencil, så IT-afdelingen og fremtidige testpersoner kan se et udkast og afprøve det nye intras foreløbige brugerflade.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar